THAILAND 1

AM’S REJSE – THAILAND

Jeg hedder Annemaria, er 26 år gammel og er født i Grindsted. Jeg har i min barndom rejst en del og havde i en alder af 13 boet i 7 forskellige lande. Min familie er spredt ud på 5 lande, som er Grønland, Danmark, Tyskland, Schweiz og Thailand. Jeg har valgt at tage ud og rejse på ubestemt tid hvilket betyder, at jeg ikke ved om jeg er ude i 3 måneder, 6 måneder, 1 år eller mere.

 

1.august – 1. december 2016

Aarhus-Ribe-københavn-Pattaya

Opsigelsen

Jeg var på arbejde i baren, da det gik op for mig, at jeg havde behov for, at der skulle ske noget nyt. Jeg har arbejdet på denne bar siden slutningen af februar 2013 og helt indtil nu. Jeg er kommet tæt på en del mennesker i løbet af denne tid og mange af mine gode venner, er nogle jeg enten har mødt på samme side af baren eller hen over disken. Jeg havde haft et par samtaler med barchefen om mine drømme og mit behov for sceneforandring og vi blev enige om, at jeg havde min sidste vagt den 3. september.

Beslutningen

Jeg vågner op og ser at min far har skrevet til mig, jeg svarer og han ringer mig op. Han starter med at spørge om jeg virkelig har sagt op og hvad mine planer er nu. Jeg fortæller ham, at jeg ikke har tænkt over det, da jeg bare havde behov for at der skulle ske noget nyt. Til at starte med havde jeg søgt på et par andre barer og restauranter, men jeg var ikke helt overbevist om at det var et barskift, jeg havde behov for.

Min far begynder at stille et par spørgsmål som ”Vil du ikke stadigvæk gerne ud og rejse?”, ”Du har ingen kæreste, ingen børn, intet arbejde, hvad skulle stoppe dig fra at gøre det nu?”, ”Hvad nu hvis du blev i Thailand efter jul og nytår?”, og jeg kan godt se, at han har ret, men jeg har jo slet ikke planlagt det her, jeg har ingen opsparing, jeg har intet af særlig værdi. Det eneste jeg egentlig har, er følelsen af at ville opleve noget, se noget af verden og det var en meget stærk følelse. Jeg gør det!

Forberedelsen

Efter jeg har lagt på, begynder jeg at undersøge, hvor lang opsigelse jeg har, hvor meget mine møbler kan være værd. Jeg går på diverse Facebook-sider og apps og undersøger, hvor meget jeg kan få for mit tøj, jeg følger diverse YouTube kanaler, for at se hvad andre rejse v-loggere har gjort og min far havde foreslået, at jeg selv lavede en YouTube kanal, men på dansk for at inspirere andre unge danskere.

Min far havde snakket med min farmor om, at jeg kunne tage ned til hende i Ribe og være sammen med hende de næste små to måneder inden jeg tog afsted og det synes hun kunne være hyggeligt, så jeg tog derned kort efter. Her brugte jeg en masse tid på at søge jobs som skribent og tekstforfatterjobs, som ikke krævede, at jeg mødte op på et kontor i Danmark, men som gav mig muligheden for at sidde hvor som helst i verden.

3-2-1 Afgang

Resten af september, oktober og november gik rigtig hurtigt og pludselig stod jeg og skulle afsted. Jeg havde billetten, jeg havde solgt nogle af mine ting og resten kom til genbrug. Turen gik først til København for, at skaffe et visum på ambassaden i Hellerup og pludselig kom den 1. december. Jeg skulle afsted. Jeg havde en følelse af spænding og frygt i maven, jeg skulle afsted alene, heldigvis skulle de første 2 måneder tilbringes i familiens hus i Pattaya.

Jeg følte mig stadig ret tryg, da jeg jo stadig var i familiens favn, men jeg var sulten. Sulten efter oplevelser og tog på små ture rundt i nærområdet på familiens motorcykel og i bilen. Jeg begyndte at føle mig fri og bekymringsløs. Her var varmt, friskt og nyt. Jeg er klar til nye oplevelser og min historie begynder her.

Thailand 2

Du kan følge mig på tæt hold på Snapchat: Annemaria1109 og på Instagram: annmaryjohnson.
Har du nogle spørgsmål eller kommentarer, kan jeg kontaktes på mail: amsrejse@gmail.com

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn