shutterstock_354378026

Du bliver testet til jobsamtalen: Få det bedste resultat og scor jobbet

I dag er det helt normalt, at du bliver bedt om at foretage en personlighedstest, når du søger nyt job. Men hvordan opnår du det bedste resultat?

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at jobsøgere skal gennemgå tests som en del af ansættelsesprocessen.“Det er så godt som sikkert, at du skal gennemgå en test, hvis du har med en lidt større og mere betydningsfuld stilling at gøre,” siger Birgitte Baadegaard.Hun er forfatter til bogen “Så søg det job – og få det” og har gennem mere end 10 år fungeret som selvstændig konsulent, der rådgiver virksomheder og ledige i rekruttering og jobsøgning.De tests, som jobsøgere i dag skal gennemgå, kan variere afhængigt af stillingen eller virksomheden. Eksempelvis har især Google været kendt for at udsætte håbefulde ansøgere for hjernevridende gåder, når de møder op til en jobsamtale hos den verdensberømte it-virksomhed.Men den mest udbredte form for test er en personlighedstest, der afdækker ansøgerens personlighedstype og evne til at tænke logisk, fortæller Birgitte Baadegaard.

Selvom nogle jobansøgere kan blive nervøse og usikre ved udsigten til at skulle vurderes i en test, så er der dog ingen grund til at lade sig afskrække, lyder det fra Birgitte Baadegaard, der har en række tip klar til jobsøgerne.

1. Det afgørende er ikke svaret, men metoden 

 

shutterstock_153117149

It-virksomheder som Amazon og især Google har været berømte og berygtede hos jobsøgere, fordi man til en jobsamtale kunne risikere at blive bedt om at løse en nærmest uløselig gåde. Eksempelvis kunne man til en jobsamtale hos Google blive udsat for spørgsmål som:

“Hvor mange golfbolde kan der være i en skolebus.” Og Amazons administrerende direktør Jeff Bezos har ligeledes været kendt for at stille kandidater samme type spørgsmål ved jobsamtaler.

Birgitte Baadegaard fortæller dog, at denne type tests er en sjældenhed ved jobsamtaler i Danmark. Men hvis man støder på dem, så er der en god sandsynlighed for, at det er i en it-virksomhed.

“Jeg formoder, at du typisk støder på dem til job, hvor kreativitet og innovation er omdrejningspunktet,” siger hun.

Men når arbejdsgiverne stiller denne slags nærmest uløselige gåder, så er det ifølge Birgitte Baadegaard ikke fordi, at de forventer et korrekt svar. Derimod handler det om, at arbejdsgiveren vil se, hvordan du reagerer, når du bliver stillet overfor et kompliceret problem i en presset situation.

“Det er ikke nødvendigvis dit svar, men måden du tackler problemet på, der er afgørende,” siger hun.

Hun forklarer, at nogle menneskers instinkt er at plaffe et kækt svar af øjeblikkeligt, andre er mere eftertænksomme og så er dem, der bliver helt paffe og røde i hovedet.

“Kæfter du op eller lukker du i, når du bliver trykket på maven? Det siger meget om, hvilken type person du er,”siger hun.

 

2. Lad dig ikke skræmme 

”Jeg oplever, at udsigten til at skulle vurderes på de logiske test kan virke en smule afskrækkende på en del folk,”fortæller Birgitte Baadegaard.

Men det er ingen grund til at lade dig skræmme, hvis du ellers føler, at du har kvalifikationerne til jobbet. Derfor har hun følgende råd til dig, der står overfor at skulle tage en personlighedstest: “Slap af.”

“Hvis du har en god uddannelse og har klaret dig godt i livet, så ved arbejdsgiveren jo godt, at der ikke står idiot på ryggen af dig. Også selvom du måske har klaret testen dårligt. Husk at testen er designet sådan, at det nærmest er umuligt at gennemføre den på den afsatte tid med mindre, at du har en IQ på Einstein-niveau,” siger Birgitte Baadegaard.

Hun gør også opmærksom på, at de fleste virksomheder udelukkende bruger testene vejledende og ikke forventer, at de indeholder den fulde sandhed om, hvem du er.

“Testen skal bruges til at be- eller afkræfte det indtryk af kandidaten, som virksomheden har fået til jobsamtalen”,siger hun.

 

3. Glemt alt om snyd – svar instinktivt 

shutterstock_373089328

Søger du eksempelvis et sælgerjob, så kan det være fristende at besvare spørgsmålene i personlighedstesten på en måde, der får dig til at virke som mere udadvendt og frembrusende, end du i virkeligheden er.

Men Birgitte Badegaard advarer mod, at du bliver alt for beregnende i dit svar. Du skal følge dit instinkt, og ikke blot svare det, som du forventer, at en arbejdsgiver ønsker, at du skal svare.

“Mit råd er, at du altid skal svare det, der instinktivt falder dig ind. Hvis du ikke svarer ærligt, så risikerer du, at du bliver matchet med en forkert virksomhed,” siger hun.

Her vil nogen måske indvende, at du som jobsøgende kan være i en så presset situation, at du kan leve med et dårligt match, hvis bare du kan få en løn, der kan betale huslejen.

“Men hvis kulturen ikke matcher, så kommer du næppe til at blive længe i jobbet, og konsekvensen kan være, at du får et stort gok i nøden og et smæk på selvtilliden,” advarer hun.

Derudover gør Birgitte Baadegaard opmærksom på, at rekrutteringsmedarbejderne kan være svære at narre.

“Nogle af de her tests er så gennemarbejdede, at det er svært at snyde helt gennemført. Ofte vil det blive fanget, fordi det er et eller andet sted i testen opstår nogle uoverensstemmelserne mellem svarene,” siger hun.

 

4. Skab en god ramme 

De fleste tests er internetbaserede tests med en indbygget tidsgrænse. Som regel får kandidaterne tilsendt testen på en mail efter, at de har været til samtale.

Men når du sidder hjemme i stuen med din computer kan det være svært at genskabe den samme fokuserede stemning, som du oplever til en samtale.

Blandt andet derfor anbefaler Birgitte Baadegaard, at du ikke blot impulsivt går i gang med testen, men sørger for at skabe en god ramme om situationen før du går i gang.

“Lav dig en kop te og sæt dig i ro og mag. Sæt din mand eller kone til at tage sig af ungerne og sørg for, at hunden ikke begynder at gø. Du bør naturligvis også slukke for mobiltelefon og lukke mailprogrammet, så der ikke pludseligt vælter ind med beskeder,” lyder rådet fra Birgitte Baadegaard.

Af Jacob Ø. Wittorff, ComputerWorld

 

Personlighedstest er et stærkt værktøj, både i rekrutteringen af nye medarbejdere og i udviklingen af den enkelte eller et team. Vi har spurgt en ekspert for at høre lidt mere om, hvad personlighedstest kan og ikke kan.

Hvad er en personlighedstest?

Lars Moesgaard, afdelingschef i CA’s Job & Karriere-afdeling: “Lad mig lige starte med at sige, at det er OK for nu at kalde den for personlighedstest, for det er en gængs term. Men i virkeligheden er det i mine øjne ikke en test, for der er ikke noget facit, rigtigt og forkert. Det er en analyse, der tegner et billede af din personprofil. Personprofilen benyttes i dag i en række sammenhænge. Mest udbredt er nok i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere. Men de kan faktisk også være gode værktøjer i din egen selvudvikling eller i udviklingen af et team.”

Hvordan virker en personlighedstest?

Lars: “Helt grundlæggende baserer den type personlighedstest, som vi benytter os af, sig på Jungs teorier om menneskets psykiske struktur og personlighed, som han udmøntede i en række arketyper. Testen giver dig indblik i, hvilke grundlæggende præferencer og drivkræfter du har som person. Den bringer dig tættere på en bevidstgørelse og forståelse af dine egne præferencer, og dermed hvad der motiverer dig, hvad der kan virke drænende for din energi, hvordan du arbejder bedst sammen med andre og hvilke opgaver, der vil falde dig naturligt.”

Kan man snyde med en personlighedstest?

Lars: ”Selvfølgelig kan man det, forstået på den måde, at man ved at svare anderledes kan fremstå med en anden profil. Men hvad skulle formålet være? Du ved formentlig ikke, hvilken profil virksomheden søger, for det afhænger i høj grad af virksomhedens kultur og de kommende kollegaer, som man skal arbejde sammen med.”

“Nej, og hvis du så skulle få jobbet, kan du nemt risikere ikke at ville trives, enten på grund af kulturen eller fordi arbejdsgiveren havde andre forventninger til dig. Du kan risikere at ende med at øve vold på dig selv ved hele tiden at skulle løse opgaver, der i bund og grund dræner dig for energi, og måske er selve processen i sig selv også demotiverende for dig”, tilføjer Lars.

Hvorfor bruge personlighedstest?

Lars: I rekrutteringsøjemed er det et værdifuldt støtteværktøj. Man ser ofte, at en medarbejder bliver ansat på sine kompetencer, men fyret på sin personlighed, fordi vedkommende ikke passer ind i organisationen eller teamet. Her kan en personprofil måske belyse nogle ting, som intervieweren skal være opmærksom på at komme rundt om og spørge ind til. Men det er og bliver kun et støtteværktøj, der giver intervieweren nogle stikord til samtalen og til hans samlede indtryk og vurdering af ansøgeren.”

Lars runder af med: “Udover rekrutteringen skal man ikke underkende, hvor stærkt et støtteværktøj det kan være i din personlige udvikling eller i udviklingen af et team. Du kan f.eks. bruge den til”:

  • At få klarhed over, hvilke områder, du er stærk på og hvor der er udviklingsmuligheder.
  • Hvilke typer opgaver, der falder dig naturligt og hvilke, du ikke har det godt med.
  • Hvad der motiverer dig og hvad der dræner dig for energi.
  • Hvordan du vil kommunikeres til og hvordan du kommunikerer med andre.
  • Hvordan et team er sammensat, hvordan opgaverne skal fordeles og kommunikeres.

Kilde: Af Thomas Plesner, CA a-kasse

 

Testtyper – prøv dem!

 

Synes du, at det var spændende læsning? Så kan du læse meget mere om personlighedstests på http://www.jobsogningsguide.dk/

Unknown

 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn